Nyheder

19. januar 2022

Gammelhavn ligger midt i en opblomstrende kulturmetropol

Billedet øverst er en foreløbig visualisering, som er vist med forbehold – Læs mere om forbehold www.gammelhavn.nu/forbehold / Illustration: NPV og Henning Larsen Architects.

Jazzfestival, teateroplevelser, Michelin restauranter, ti dages festuge, internationale sportsevents, moderne kunst, verdensberømt møbeldesign, prisvindende arkitektur og enestående kulturarv på UNESCO’s Verdensarvsliste – Trekantområdet har et imponerende udvalg af kulturoplevelser i verdensklasse.

Fra Gammelhavn er der ikke langt til enestående kunst- og kulturoplevelser, god mad og spændende events. Både Vejle og hele Trekantområdet byder på et rigt og levende kulturliv året rundt, og der er noget for enhver smag.

God mad, mikrobryggerier og lokale vine fra Trekantområdet
Vejle kan bryste sig af hele to Michelin restauranter, men det er langt fra det eneste, som byen og Trekantområdet byder på af enestående smagsoplevelser. Listen over anerkendte restauranter er lang, og det spirer hele tiden frem med nye, gode spisesteder i alle prisklasser. Er man til lokale drikkevarer, så er Trekantområdet et godt sted at ”smagsprøve” sig frem. Her er både specialøl fra lokale mikrobryggerier, danske destillerier med egne whiskytønder og vingårde, der frister med flasker af selvhøstede druer.

Vejle og omegn byder på udsøgte kunstsamlinger, design og møbelklassikere
Ikke langt fra Gammelhavn ligger Vejles Kunstmuseum, som har en stor samling af ældre og moderne kunst inden for både maleri og skulptur. Museet tilbyder også guidede ture til Olafur Eliassons prisbelønnede bygningskunstværk i Vejle, Fjordenhus.

Lidt længere sydpå – med udsigt udover Kolding Fjord – ligger Trapholt, der er et museum for moderne kunst og design. Museet gemmer bl.a. på en unik samling af dansk møbeldesign, som rummer flere af de store klassikere fra Hans J. Wegner, Verner Panton, Finn Juhl, Børge Mogensen, Nanna Ditzel og Arne Jacobsen m.fl. Her kan du også – som noget helt særligt – besøge Arne Jacobsens sommerhus. Huset er det eneste af sin art, lavet af kubeformede moduler, og er indrettet med hans egne design.

Tour de France i Vejle og afvikling af verdensmesterskaber
Gennem årene har flere byer i Trekantområdet været vært for verdensmesterskaber og store sportsbegivenheder, og de kommende år er ingen undtagelse. Tour de France lægger vejen forbi Vejle i 2022, og i kalenderen er der også fire verdensmesterskaber inden for forskellige discipliner som mountainbike, orienteringsløb, kørestolsrugby samt kano og kajak. Det er ikke mindst den unikke kombination af attraktiv natur, veludviklet infrastruktur og et stærkt foreningsliv, som gør det muligt at tiltrække internationale sportsbegivenheder til Trekantområdet.

Kultursamarbejde i Trekantområdet styrkes med en fireårig aftale med Kulturministeriet
Kunst- og kulturlivet står allerede stærkt i Trekantområdet, og der er masser af koncerter, teaterforestillinger, udstillinger og events på programmet hvert år. En fireårig bevilling fra Kulturministeriet (2021-2024) og et tæt samarbejde på tværs af Trekantområdets kommuner er med til at sikre, at der også fremadrettet bliver masser af kunst-og kulturoplevelser nær Gammelhavn, samt spændende arrangementer og events til glæde for både dem, der bor, arbejder og besøger Vejle og Trekantområdet.

”Der sker allerede utrolig mange spændende ting på kulturområdet rundt omkring i de syv kommuner, som udgør Trekantområdet, og vi har masser af ambitioner for fremtiden. Bevillingen fra Kulturministeriet gør det muligt fortsat at understøtte de mange forskellige initiativer og styrke samarbejdet på tværs af kommuner og de enkelte aktører imellem. På den måde er bevillingen både med til at gavne kulturlivet nu og her og samtidig gøde jorden for fremtidens kulturliv i området,” fortæller Pernille Holmskov, der er kultur- og eventchef for Trekantområdet Danmark. https://www.trekantomraadet.dk

Trekantområdets Festuge inviterer på mere end 600 arrangementer på tværs af syv kommuner
Den årlige festuge er en af de kulturtraditioner, som er særlig for området, fordi den samler flere byer omkring den årlige begivenhed. Trekantområdets Festuge har været en fast tradition siden 2013 og afholdes hvert år i slutningen af august. I løbet af 10 dage inviterer de syv kommuner tilsammen på mere end 600 forskellige oplevelser inden for kunst, musik, teater, dans, foredrag og børnekultur. I 2022 kan festivalen opleves i perioden 26. august – 4. september. Programmet offentliggøres her: https://www.trekantfest.dk

Gammelhavn – et nyt bykvarter tæt på kulturliv og gode spisesteder
Med adresse i Gammelhavn er du tæt på Trekantområdets mange kulturoplevelser. Det nye bykvarter har en attraktiv beliggenhed i centrum af Vejle og et stort udvalg af boliger i forskellige størrelser til par, singler eller familier, der drømmer om at bo tæt på byens mange kulturtilbud, spisesteder og shoppingmuligheder. Det nye bykvarter får også et helt nyt kontorhus med moderne faciliteter til virksomheder, der ønsker en central placering midt i Vejle og i Trekantområdet.