Nyheder

22. december 2022

2022 skifter til 2023 i Gammelhavn – Vejles nye grønne favn

For Team Gammelhavn lakker kalenderåret mod enden, og år 2022 kigger vi tilbage på som året, hvor lokalt engagement for alvor fik lov at spire. Samtidig ser vi med optimisme frem mod den videre projektering og opførelse af Vejles nye grønne favn med spændende opgaver i støbeskeen for 2023.

Nedrivning af alle bygninger på den gamle posthusgrund

Det påbegyndte nedrivningsarbejde i 2021 fortsatte ind i 2022, hvor nedrivningen af alle bygninger på Gammelhavn-grunden blev færdiggjort, før Tour de France-feltet og den helt store cykelfest kom til Vejle i juli måned. Vejen er således banet for Vejles nye grønne favn og det kommende byggeri, hvor etape 1 (A og B) og etape 2 forventes at være færdige i henholdsvis 2025 og 2027.

Team Gammelhavn besøgte Munkebjerg Hotel og Vejle Boldklub

Som stolt sponsor af Vejle Boldklub bød foråret på netværksarrangementer og nye bekendtskaber gennem VB’s stærke erhvervsnetværk. Team Gammelhavn præsenterede bl.a. Vejles nye grønne favn for 70 morgenfriske erhvervsledere på Munkebjerg Hotel i april, hvor der var mulighed for dialog og indsigt i Gammelhavns udvikling, samt en kort snak med borgmester, Jens Ejner Christensen, der overraskede Team Gammelhavn med to VB-spillertrøjer. Disse pryder nu henholdsvis Gammelhavn-projektkontoret/-showroomet på Sønderbrogade 35 og NPV’s domicil i Charlottenlund. Morgenmødet på Munkebjerg Hotel løb vellykket af stablen med stor interesse i Gammelhavns forskelligartede facetter, såsom erhvervs- og boligdelen, hvorfor teamet med stor entusiasme drog afsted til VB’s hjemmebanekamp den 11. april, hvor Gammelhavn og NPV var kampsponsorer. Den varme, vejlensiske modtagelse i 2022 har været rammende og lover godt for fremtidens lokale samarbejder.

Første år i markedet med flerbrugerhuset, The HUB

2022 blev ligeledes året, hvor Team Gammelhavn i tæt samarbejde med Colliers Vejle gik i markedet med det eksklusive flerbrugerhus. Udlejningen af 2. og 3. sal har længe været på plads, og Colliers Vejle oplever stor interesse for The HUB nu, hvor vi nærmer os en byggestart. The HUB bliver et moderne kontorhus, der favner fremtidens arbejdspladser, og det kan du læse meget mere om her: www.gammelhavn.nu/the-hub

Etape 1 i Gammelhavn fik byggetilladelse

Halvvejs gennem året kom der svar fra Vejle Kommune vedrørende ansøgninger om byggetilladelse på Gammelhavns etape 1 (A og B). Alle seks ejendomme, Remisen, Godsbanen, Porten, The Terminal, The HUB og Parking House fik byggetilladelse, og en vigtig milepæl i den fortsatte projektering og opførelse af Vejles nye grønne favn blev dermed opnået.

Tour de France og gul cykelfest i Vejle

Sommeren bragte både varmere dage og mere solskin med sig. Kort opsummeret var det de perfekte rammer for verdens største cykelfest, Tour de France, der for første gang fandt sted i Danmark. Vejle var en af de stolte værtsbyer til den historiske sportsbegivenhed, og den gule førertrøje kunne med spænding iagttages i Vejle sammen med resten af tour-feltet, der blandt andet susede helt tæt forbi Gammelhavn-grunden. Team Gammelhavn markerede Touren med flotte skilte i gule og grønne farver langs Sønderbrogade og Fredericiavej.

Fornyet samarbejde med Vejle Boldklub

Efteråret fortsatte i sportens tegn, da Team Gammelhavn og NPV forlængede sponsoratet med Vejle Boldklub. Selvom den foregående sæson bar præg af udfordringer, kan man ikke komme udenom, at byens hold fornemt demonstrerer lokalt engagement og fællesskab. Et stærkt socialt liv, hvor fritidsaktiviteter, sociale tiltag og elitesport går hånd i hånd, skaber en by, man er stolt af at bo i, og det vil vi gerne støtte op om i forbindelse med udviklingen og opførelsen af Vejles nye grønne favn.

Bygningerne i Vejles nye grønne favn blev navngivet

I løbet af efteråret, blev sløret også løftet for bygningernes individuelle identitet i Gammelhavn, der skal bidrage til at skabe en levende og dynamisk bydel i hjertet af Vejle. De enkelte navne blev omhyggeligt udvalgt med respekt for grundens historie og tidligere centrum for aktiv industri. Dette afspejles blandt andet i bygningernes navne, hvor hensigten har været at give associationer til livet, der fremover vil vokse frem i de moderne ejendomme. Samtidig kan den gamle posthusgrunds historik og de tidligere bygningers funktioner nostalgisk skelnes under overfladen, og forhåbentligt kan det bidrage positivt til den helt rigtige hjemlighed for Gammelhavns nye beboere. Fremtidige gammelhavnere kan også med spænding finde glæde i de lyse og moderne kvalitetsboliger, da vi i samarbejde med boligmægleren, home Vejle, har optimeret på indretningen. Med home Vejles stærke, lokale forankring og kvalitetsboliger på Vejle midtbys måske bedste beliggenhed ser vi frem til den kommende salgsstart af boligerne i Vejles nye grønne favn.

Arkitektur med respekt for Vejle midtby og historien

Med Vejles nye grønne favn kan vejlensere og besøgende se frem til en levende bydel med mange forskellige funktioner i form af boliger, erhverv, bypark, p-hus mv. I arbejdet med Gammelhavn har det været vigtigt for hele teamet bag at respektere Vejles historik, og dette synliggøres blandt andet i navngivningen af ejendommenes navne med inspiration hentet fra de forhenværende bygningers funktioner kombineret med Gammelhavns nye, spændende funktioner og liv. Arkitekturen indtager naturligvis også en vigtig rolle i by- og ejendomsudviklingen, da visionen for Gammelhavn har været at skabe en bydel for alle. Dette initieres først og fremmest gennem et tæt samarbejde med arkitekterne, og du kan læse mere om tankerne bag arkitekturen i Gammelhavn fra arkitekt hos Sweco Architects, Peter Iversen, her: www.gammelhavn.nu/bag-om-arkitekturen-med-sweco-architects

December stod i julens tegn med Vejle Julehjælp

Team Gammelhavn støttede i december måned Vejle Julehjælps noble gerning med julehjælp til de vejlensiske familier, der har mindst. Julehjælpen betød, at de udsatte familier kunne holde en juleaften ligesom alle andre familier i Danmark med en fuld julemenu og en gave til alle børn. Yderligere blev der afholdt et mindre event med café, popcorn og leg i forbindelse med afhentning af julehjælpen.

Prøveramning af etape 1 på Gammelhavn-grunden

År 2022 afrundes med, at NPV, udvikleren af Vejles nye grønne favn, igangsætter en prøveramning af de tre boligejendomme i etape 1 sammen med en af de to totalentreprenører, JCN Bolig. Arbejdet foretages fra den 2. januar 2023 og resten af ugen, og de nærmeste beboere er naturligvis blevet orienteret om arbejdets omfang. Prøveramningen er en spæd opstart i udviklingen af Gammelhavn, da det forventes, at den egentlige pæleramning af boligejendommene sættes i gang i andet kvartal af 2023 og vil strække sig over tre måneder. Samtidig forventes det, at ramningen af pælene under den sidste del af første etape af Gammelhavn fortsættes i tredje kvartal og formentligt vil strække sig over et par måneder.

Seneste nyheder